Hvis du aldrig har set en HTML-farvekode før, eller er i tvivl om hvad det er, så ser den sådan her ud: #0000FF. Tallene og bogstaverne efter symbolet # varierer, alt efter hvilken farve du ønsker at opnå. Fælles for HTML-farvekoder er, at de altid indeholder seks bogstaver eller tal. Tallene er hexadecimaler, hvilket betyder at de er skrevet i et andet talsystem end det normale decimalsystem, som vi alle kender og bruger. I ovenstående eksempel svarer de sidste to bogstaver FF til tallet 255 i decimaler.
Sådan er farvekoden bygget op
De seks tal og bogstaver i farvekoden kan deles op i grupper af tre. Hver gruppe symboliserer en grundfarve. De første to bestemmer styrken af den røde farve. 00 er lig med ingen rød og FF er den mest intense nuance. De næste to bestemmer den grønne farve og de sidste to den blå farve. De tre farver tilsammen kaldes RGB-farver (Red + Green + Blue) og kan blandes til alverdens forskellige farver.
Farverne i deres reneste form
Her vises farvekoder til de tre farver i deres reneste form:
- #FF0000 – Rød
- #00FF00 – Grøn
- #0000FF – Blå
Hvis du fx kombinerer rød og blå, så får du lilla: #FF00FF. På samme måde kan du kombinere de tre grundfarver til hele 216 farver. Samlet set er det muligt at blande ikke mindre end 16,7 millioner forskellige farver ud fra RGB-farverne.
Alfakanalen
A (alfakanal) står for, hvor meget fyld en farve har, og dermed hvor uigennemsigtig den er. Eller sagt på en anden måde, så bestemmer den, hvor meget baggrunden må skinne igennem. Dens værdi ligger mellem 0 og 1 (eller 0% og 100%), hvor en lav værdi er meget gennemsigtig, mens en høj værdi kun er lidt gennemsigtig. Når man kombinerer rød, grøn, blå og alfa som en farvekode, kaldes det ofte RGBA.
